Jamaicaner scorer VM-hattrick på 100 meter

Atletikudøveren Shelly-Ann Fraser-Pryce kan fortsat kalde sig den hurtigste kvinde i verden på 100 meter. 

Mandag forsvarede den jamaicanske kvinde VM-guldet fra 2013 på distancen, da hun sejrede i finalen i Beijing.

Shelly-Ann Fraser-Pryce løb i tiden 10,76 sekunder, og hun er nu oppe på tre VM-titler på 100 meter og seks VM-guldmedaljer i alt i karrieren. 

Hun vandt også OL-guld på distancen i både 2008 og 2012. 

Den 28-årige kvinde havde ingen problemer med at afvise konkurrenterne i VM-finalen i Beijing. 

Dafne Schippers fra Holland snuppede sølv i tiden 10,81 sekunder, mens Tori Bowie fra USA tog bronze. 

Shelly-Ann Fraser-Pryce var kommet i finalen i hurtigste tid, efter at hun vandt sit heat i semifinalen i 10,82 sekunder.

Hun var i forvejen den hurtigste i verden i år med tiden 10,74 sekunder, hvilket er fire hundreddele fra hendes personlige rekord, som hun satte i 2012.

I 2010 blev Shelly-Ann Fraser-Pryce idømt seks måneders karantæne. Det skete, fordi hun havde indtaget et smertestillende præparat, der stod på listen over forbudte stoffer.

Resultat: 100 Meter-finale Kvinder

  • 1. Shelly-Ann FRASER-PRYCE - JAM - 10.76
  • 2. Dafne SCHIPPERS - NED - 10.81
  • 3. Tori BOWIE - USA - 10.86
  • 4. Veronica CAMPBELL-BROWN - JAM - 10.91
  • 5. Michelle-Lee AHYE - TTO - 10.98
  • 6. Kelly-Ann BAPTISTE - TTO - 11.01
  • 7. Natasha MORRISON - JAM - 11.02
  • 8. BlessingOKAGBARE - NGR - 11.02