- Opdateret 04/08/2012 kl. 23:27
Jamaicaner forsvarede guldet på 100 meter
Shelly-Ann Fraser-Pryce fra Jamaica genvandt guldet på 100 meter distancen.
Præcis som i Beijing for fire år siden var det Shelly-Ann Fraser-Pryce fra Jamaica, der løb først over målstregen, da kvinderne lørdag aften afgjorde det prestigefyldte 100 meter løb ved OL i London.
Jamaicaneren løb i tiden 10,75 sekunder, og det var tre hundreddele af et sekund hurtigere end verdensmesteren, Carmelita Jeter, fra USA, mens en anden jamaicaner, Veronica Campbell-Brown, tog sig af bronzen.
I et voldsomt tæt løb brugte de seks første kvinder alle under 11 sekunder på at løbe de 100 meter, men det var den 25-årige Fraser-Pryce, der med en stærk slutspurt klemte sig forrest over stregen og nu kan prale af at være verdens hurtigste kvinde.
Samtidig cementerede hun Jamaicas status, som sprintdisciplinernes førende nation. Med Usain Bolt i spidsen har Jamaica også tre topfavoritter, når mændenes løb bliver afgjort søndag aften.
Ritzau