Jamaicaner vandt fjerde VM-guld i 100 meter løb
Shelly-Ann Fraser-Pryce vandt VM-guld på kvindernes 100 meter for fjerde gang i karrieren søndag aften.
Den jamaicanske sprinter Shelly-Ann Fraser-Pryce leverede i den grad varen sent søndag aften.
Her sikrede hun karriererens fjerde VM-guldmedalje i 100 meter løb, da hun med årets bedste tid ganske suverænt vandt finalen ved VM i atletik i Doha.
Shelly-Ann Fraser-Pryce tog guldmedaljen med tiden 10,71 sekunder, og med sit fjerde verdensmesterskab i disciplinen skrev jamaicaneren historie.
Allerede i semifinalen viste den 32-årige sprinter, at hun var favorit søndag aften, da hun satte den hurtigste tid i semifinalerne.
Fraser-Pryce vandt suverænt sit semifinaleheat i tiden 10,81 sekunder, hvilket ingen var i stand til at matche.
Jamaicaneren blev verdensmester i 2011, 2013 og 2015, men missede VM for to år siden på grund af en graviditet, hvilket også sætter hendes comeback i relief.
I superstjernens fravær tog amerikanske Tori Bowie senest titlen, men af uvisse årsager manglede Bowie i startblokken i semifinalen. Amerikaneren skulle have deltaget i samme heat som Fraser-Pryce.
Briten Dina Asher-Smith løb sig til sølvmedalje med tiden 10,83 sekunder, og europamesteren leverede også næsthurtigste tid tidligere på tværs af de tre semifinaler.
Sølvvinderen fra VM i 2017, Marie-Josée Ta Lou fra Elfenbenskysten, løb i 10,90 sekunder, hvilket rakte til bronze.
Verdensrekorden på 10,49 sekunder tilhører amerikanske Florence Griffith-Joyner og blev sat i 1988.
/ritzau/